Unge anbragt uden for hjemmet

Del

Denne del af den store forløbsundersøgelse af Årgang 95 handler om børn og unge der er eller har været anbragt uden for hjemmet. De anbragte unge og deres familiers situation bliver sammenlignet med jævnaldrene unge, som er vokset op med egen familie. Det handler om deres levevilkår, sociale udfordringer og forventninger til fremtiden. Undersøgelsen viser, at det ikke er let at være anbragt ung.

Anbragte unge har det svært i skolen

De er generelt dårligere stillet end jævnaldrende unge i forhold til kontinuerlig skolegang, som er en nødvendighed i et videre uddannelses- og beskæftigelsesmæssigt perspektiv.  

  • Cirka 5 procent af de anbragte unge modtager ikke undervisning
  • 14 procent af de hjemgivne unge står uden skolegang

De anbragte unge har større besvær end andre ved at holde trit med deres jævnaldrende i skolemæssig henseende. Flere er startet sent i skolen, og over halvdelen har ikke nået 9. klasse som 15-årig. Samtidig modtager mange anbragte unge specialundervisning. Vanskelighederne er klart størst for unge på døgninstitution set i forhold til unge i familiepleje.

Fagfolk inspirerer til uddannelse

Men der er også positivt nyt i undersøgelsen: Til trods for deres vanskeligheder har størstedelen af de anbragte unge et positivt syn på deres skole, som de godt kan lide. Og når der tages højde for de unges familiebaggrund, så forventer de anbragte unge i højere grad end andre unge at få en mellemlang videregående uddannelse. Det tyder på, at de er mere inspirerede af de fagfolk som pædagoger og lærere, de har kontakt med gennem anbringelsen, end deres egne forældre, der oftere har en lavere uddannelse.

Depressive symptomer mere udbredt hos anbragte unge

Anbragte og tidligere anbragte 15-årige er meget mere psykisk sårbare end andre unge.

De viser i højere grad end deres jævnaldrende tegn på:

  • Depression
  • Spiseproblemer
  • Selvskadende adfærd eller tanker om selvskade

Grænsesøgende adfærd

De udviser allerede nu en risikofyldt og grænsesøgende adfærd i form af omfattende erfaring med illegale stoffer samt kriminalitet. Gennemgående er unge, som anbringes i en plejefamilie, mindre belastede end unge, som placeres på en døgninstitution eller et opholdssted. Mens hver fjerde ung, der bor i en plejefamilie eller er hjemgivet efter endt anbringelse, falder uden for normalområdet på den samlede SDQ-skala, drejer det sig om halvdelen af de unge på døgninstitution.

Ustabile levevilkår for forældrene

Anbragte unges forældre har langt mere ustabile levevilkår end andre forældre. Det er mere reglen end undtagelsen, at forældrene ikke længere lever sammen. De anbragte unge har i mindre grad helsøskende og i større grad halvsøskende både på mors og fars side end andre unge. Forældrene er i vid udstrækning marginaliseret i forhold til arbejdsmarkedet, og en stor del af mødrene karakteriseres som relativt fattige. 40 pct. af mødrene til anbragte unge har en psykiatrisk diagnose, samtidig med at de har dobbelt så mange somatiske diagnoser, set i forhold til mødre til unge i almindelighed.
Forældre til hjemgivne unge er ikke bedre stillet end forældre til anbragte unge. Det kan derfor næppe være en forbedring i forældrenes levevilkår og sociale baggrund, der har foranlediget hjemgivelsen.

Fasthold de unge i uddannelse

De anbragte og hjemgivne unge har et dårligt udgangspunkt for voksenlivet, fordi de er bagud i forhold til skolegang, og foran i forhold til risikofyldt og grænsesøgende adfærd. Der skal derfor en større indsats til for at fastholde de unge i uddannelsessystemet og holde dem ude af misbrug og kriminalitet. Der er behov for større fokus på anbragte og hjemgivne unges tilknytning til almenområdet, hvis de skal sikres en ordentlig overgang til et selvstændigt voksenliv, som formålsparagraffen i serviceloven fordrer.

Læs mere om 15-årige anbragt udenfor hjemmet:

Søg på aargang95.sfi.dk