Børn anbragt uden for hjemmet

Del

Anbragte børn er belastede

Den store forløbsundersøgelse af Årgang 95 ser på, hvordan det går for børn, som er anbragt udenfor hjemmet. Børnene har svaret på spørgsmål om deres levevilkår og deres opvækst. Børnenes daglige omsorgspersoner er også med til at tegne billedet af livet for de anbragte børn.

Har det stadig skidt

Rapporten viser, at de 11-årige anbragte børn markant hyppigere har symptomer på psykiske, adfærdsmæssige og sociale problemer. Det kan være emotionelle problemer, hyperaktivitet og problemer med kammeraterne. Og de har ikke fået det bedre, siden de blev beskrevet sidste gang som 7-årige. Anbragte børn har det også fysisk dårligere. De har oftere end almindelige børn langvarigt sygdomme og handicap. De siger selv, at de tit er kede af det, har hovedpine og søvnproblemer.

Mister kontakten til familien

En væsentlig del af de anbragte børn har som 11-årige ikke længere kontakt til deres familie. Hver fjerde anbragte barn får ikke besøg af deres fædre. Hver tiende barn ser ikke deres mødre. Omtrent lige så mange får hverken besøg af moren eller faren. Mange børn ser ikke deres søskende særligt ofte. De mister også i høj grad konktakten til slægten. Det er de færreste, der har kontakt til mostre, onkler, kusiner eller fætre, mens det er mere almindeligt at se sine bedsteforældre jævnligt – især mormoren.

Behov for stabilitet

Når børn bliver fjernet fra deres hjem, sker det blandt andet for at give dem mere stabilitet i livet, så de får kræfter til at udvikle sig positivt. Når det gælder de 11-årige anbragte, har de haft relativ høj grad af stabilitet i deres anbringelser. Langt størstedelen af dem har oplevet at være anbragt højst to steder.

Fattige forældre

Forældrene til de anbragte børn er væsentlig dårligere stillet end almindelige børnefamilier. Der er mange med misbrugsproblemer, mange der er dårligt uddannede og har lav indkomst. Hvert 7. barn kommer fra et hjem med stærk materiel knaphed. Mere end halvdelen af mødrene er enlige. Hvert tredje barn har en far, der på et eller andet tidspunkt har siddet i fængsel.

Mange er udviklingshæmmede

Det viser sig, at anbragte børn i langt videre udstrækning end andre børn har et handicap eller en langvarig sygdom. Andelen af børn med sammensatte diagnoser er også større blandt dem, der var anbragt end blandt dem, der ikke var anbragt. Desuden lider anbragte børn langt hyppigere af børnepsykiatriske sygdomme, DAMP/ADHD eller er udviklingshæmmede. Omkring halvdelen af anbragte børn med en diagnose er udviklingshæmmede. Tilsvarende er kun 17 procent af de ikke-anbragte børn, der har en diagnose, udviklingshæmmede.

Anbringelsesstederne, der har deltaget i undersøgelsen, vurderer samlet set, at 63 procent af børnene har betydelige eller alvorlige vanskeligheder med hensyn til det følelsesmæssige område, koncentration, adfærd eller samspil med andre.

Bagud i skolen

Undersøgelsen viser, at der er betydelige forskelle på, hvordan anbragte og ikke-anbragte børn klarer sig fagligt i skolen. En ret stor andel af anbragte børn modtager udelukkende specialundervisning enten i ’normalsystemet’, på specialskoler eller på interne skoler på anbringelsesstedet. Hvert tredje anbragte barn modtog ikke-klassetrinsopdelt undervisning, mens en betragtelig andel af de resterende børn gik på et lavere klassetrin, end deres alder egentlig berettiger til. Sammenlignet med børn i almindelighed haltede flere anbragte børn bagud fagligt, og de havde dobbelt så hyppigt trivselsmæssige problemer i skolen.

Ifølge anbringelsesstederne har 89 procent af de anbragte børn i skolen psykiske problemer, koncentrationsproblemer, taleproblemer eller konflikter med lærere eller andre elever. Ikke anbragte børn har markant færre skoleproblemer.

Læs mere om børn anbragt udenfor hjemmet:

Søg på aargang95.sfi.dk